Holdet er for børnehavebørn og deres forældre/bedsteforældre: alle deltager aktivt, der er ingen tilskuerpladser. Det primære formål med holdet er at styrke barnets sansemotoriske udvikling, herunder balance, rytme og koordination, dernæst at give forældre og børn en mulighed for at starte weekenden med et brag. Vi bruger masser af børnemusik (rock, pop og jazz) til at sætte gang i de små ben. Træningen er opbygget efter opskriften opvarmning, fælleslege (ofte med små redskaber som tov eller bolde), fri leg på forhindringsbane og fælles afslutning (leg eller afspænding). Det kræver ingen særlige forudsætninger at være med på holdet, kun lysten til at lege og bevæge sig – så skal resten nok følge efter.
Vi deltager i forårsopvisningen i Spektrum sammen med alle de andre hold fra Gymnastik Odder den 2. april 2022.
Tid: Lørdag kl. 9.30-11 – dog ikke hver lørdag, ca hver tredje lørdag er fri, kalender udleveres ved sæsonstart. 
Antal deltagere: max 30
Sæson: 28 uger (uge 36 – uge 15) – derudover tager vi på 2-4 skovture de efterfølgende lørdage i skovene omkring Odder, hvor vi skal finde små stentrolde: en slags natur-gymnastik-skattejagt.